Raleigh er sydstatsstemning og gamle huse, der gemmer sig mellem gigantiske kontorbygninger og parkeringshuse. Det er kultur, museer – og naturen byder sig til lige uden for byen. Stemingen er god, venlig og mangfoldig. Byen er præget af området store universiteter og mange hurtigt voksende virksomheder.
Hvis du lander i Raleigh i North Carolina (en af USA’s hurtigste voksende byer) er det nok fordi, du er 1/ studerende, 2/ på forretningsrejse til en af de mange virksomheder eller 3/ til konference. For mit vedkommende var det det sidste. Jeg var i byen fem dage til en stor konference, der blev holdt i det store Raleigh Convention Center, hvor der oven i den konference, som jeg deltog sammen med 900 andre, blev holdt Comic Con i kælderetage. Så i pausen mellem konferencens sessioner kunne jeg nyde diverse superhelte i og uden for konferencecenteret! Sjovt!
Spisesteder i Raleigh
Autentisk, godt og til en fornuftig pris. Hvis det er keywords, der giver mening for dig, så skal du besøge Restaurant Mecca, som er en god gammeldags diner, der har ligget her siden 30’erne. Enkel og lækker mad, god vin, venlig og hurtig betjening – og super hyggelig atmosfære! Nå ja – og de bedste fritter…
En tand mere restaurantlækker restaurant finder du i Capital Club 16 Restaurant & Bar. Her er hyggeligt, kokken er god, vinen er sørme også god (lækker østrigsk Pinot Noir på kortet). Et sted hvor gæsterne sidder og hygger sig!
Skal det være lidt mere trendy så prøv Restaurant Oro. Her er lyst og lækkert og højt til loftet. Chefkokken er fra Jamaica – og han kan virkelig lave mad! Hvis man som jeg har lidt allergier, så tryller han straks en særlig ret frem af de lækreste råvarer. Prisen? Ikke helt billigt .. men pengene værd!
Oplevelser i Raleigh
Der er masser af muligheder for kulturelle oplevelser i Raleigh. Her er tre forslag:
1/ Gå en tur i Historic Oakwood og nyd synet af de smukke sydstatsvillaer, der prangende rejser sig langs de stille villaveje.
2/ Besøg North Carolina Museum of Natural Science. Det er et imponerende naturhistorisk museum med en virkelig god formidling af North Carolinas naturhistorie. Gå rundt mellem træer, vandfald, dyr, planter – og selvfølgelig de originale knogler fra en gigantisk dinosaur funder i North Carolina. Der går hurtigt et par timer her! Beregn ekstra tid, hvis du er til 3D-film. Der er fri entre til selve museet.
3/ Tag en tur i sumpen! 20 minutters kørsel fra Raleigh Centrum står du i sumpen ved Robertson Millpond Preserve. Her kan man leje gode og let manøvrerbare sit-on-top kajakker og så begive sig ind i sumpen langs en markeret runde. Hold udkig efter sumpens rige fugleliv – og nyd stilheden fri fra biler og ventilationsanlæg. Kæmpe oplevelse at padle rundt mellem de høje slanke cypresser, der spejler sig i det sorte vand. (Vær opmærksom på, at der er meget varmt og fugtigt om sommeren. Og vær også opmærksom på, at der er slanger – vandslanger. Om sommeren soler de sig på grenene, så pas på, du ikke får en med i kajakken…)
Overnatning i Raleigh
Jeg boede på Hotel Marriott City Center Raleigh midt i byen. Lækkert hotelværelse med masser af plads, flot lobby og bar, fin lille swimmingpool – morgenmaden er ikke med i prisen. Der ligger dog en Starbucks i forbindelse med lobbyen, så det er nemt at få sin morgenkaffe. Ellers kan du vælge sydstatsmorgenmaden i hotelrestauranten. Pris: Ikke billigt (men ikke meget er billigt i Raleigh)
No comments yet.