Topmenu

Storbyferie og hotel i Milano

Shopping? Juleshopping? Outlets? På storbyferie til Milano kan du shoppe igennem – og der er også masser af kunst, kultur, seværdigheder og gode restauranter. Besøg en dejlig storby i den rigeste del af Italien.

Fly til Milano

Du finder nemt et billigt fly til Milano fra både Kastrup og Billund. Ryan Air flyver direkte til Milano fra Billund og EasyJet fra Kastrup til ca. 800 kr. for en returbillet. Der er også masser af andre flymuligheder. Læs her, hvordan du finder og booker de billigste flybilletter.

Der er flere lufthavne ved Milano. Typisk lander du ved Bergamo Lufthavn eller Linate Lufthavn. Fra lufthavnen tager du let et lufthavnstog eller -bus ind til en af Milanos centrale stationer. Det er både hurtigt og billigt.

Metro i Milano

Hvad man nu ellers måtte tænke og synes om italienske toge og deres pålidelighed, så virker metroen i Milano ganske godt. Den er hurtig, billig og let at finde rundt i. Køb et togkort, der passer til det antal dage, som du er på storbyferie i Milano – så kommer du utroligt let rundt i byen. Metrostationerne ligger ret tæt, så du kan til fulde udnytte metroen.

Hotel i Milano

Sidst jeg var i Milano boede jeg på Hotel Nasco. Det er et 4-stjernet hotel, der ligger lidt væk fra centrum nær Parco Sempione, hvor du finder Milanos store historiske slot. Parken er super hyggelig, og du kan sidde i skyggen af træerne og nyde en cappuccino. Du kan gå fra hotellet ind til centrum gennem parken på 30 minutter eller du kan tage metroen (3 minutter). Den nærmeste station ligger lige rundt om hjørnet og hedder Milano Nord Domodossola. Hotellet ligger på den brede boulevard Corso Sempione, hvor du også kan springe på en sporvogn, når du skal ind til centrum. Det er et ganske rart hotel i Milano med store væselser, en god seng og et lækkert badeværelse. Nede i lobbyen kan du få lidt snacks, og morgenmadsbuffeten er en perfekt start på dagen. Betjeningen er venlig og smilende – og efter bare to dage føler du dig som en stamgæst. Hotellet kan bookes for ca. 750 kr. per nat.

Find hotellet her

Byens bedste is

Ganske tæt på hotellet på Via Ezio Biondi 3 finder du en uovertruffen isbar Gelati da Oscar. Den bør besøges dagligt! Deres is er simpelthen helt i top med superlækre smagsvarianter. Den er klart at foretrække frem for turiststederne nær Duomo’en i centrum af Milano.

Shopping i Milano

Uden for selve Milano finder du masser af store outlets, men hvis du ikke gider bruge en hel dag på det, så kan du også finde mindre outlets inde midt i Milano. Gå ned ad gaden Corso Vittorio Emanuele II ved Duomo’en og hold øje med outlet-skilte. Fortsæt videre til det hippe Brea-område (gå ned af Via Montenapoleone til Via Manzoni og tilbage af Via Della Spiga), hvor du også finder lækre shopping-muligheder og spændende designs.

Til venstre for Dumo’em ligger arkaden Galleria Vittorio Emauele og ved siden af den et stormagasin, hvor du udelukkende finder de dyreste brands og (rige) asiatiske turister. Tag op på den øverste etage og se deres chokoladeudstilling, hvor du kan få designersko i lækker chokolade.

Seværdigheder på storbyferie til Milano

Duomo’en skal du selvfølgelig se, når du er på storbyferie i Milano. Den er enorm og ret mørk indvendigt. Hvis du trænger til lys og luft, så gå i stedet op på taget af domkirken, hvor du kan få et fantastisk blik over Milano. Du køber din billet til trappe eller elevator i turistinformationen over for kirken.

I Milano kan du også se Den sidste Nadver af Leonardo da Vinci. Men husk at bestille billet hjemme fra – og i god tid. Jeg prøvede at bestille tre uger før mit besøg i Milano, der var alt allerede udsolgt til de dage, hvor jeg var i byen. Book din billet her.

Wifi i Milano

Ved togstationerne og de store seværdigheder som slottet i Parco Sempione tilbyder Milano gratis wifi til turisterne. Det er ganske bekvemt!

Milano er ikke mystisk, drømmende og dragende som Venedig, men den egner sig perfekt til en lang og hyggelig weekend.

Book et fly og et hotel og oplev storbyen Milano. Byen er en oplevelse på alle tider af året.

Expo 2015 Milano

Fra den 1. marts 2015 til 31. oktober 2015 er Milano vært for den store verdensudstilling Expo 2015. Udstillingers tema er fødevarer og ressourcer. Udstillingen handler om både teknologi, innovation, kultur, tradition og kreativitet samt hvordan vi forholder os til mad og diæt. Udstillingen har også fokus på globale scenarier, som retten til sund, sikker og tilstrækkelig mad for alle jordens beboere.

Det er klart, at udstillingen er brand aktuel. Fra den danske presse kender vi alt til fødevareskandale med oksekød, der viser sig at være hestekød, resistente og farlige bakterier i helt almindelige dagligvarer og et økonomisk presset landbrug, der igen også presser naturen. Og vi kender alt til sundhedsbølgen, der med nye indviklede regler for sundt og usundt presser almindelige familier med nulsukker-politikker, fedtforskrækkelse og glutenfrygt. Så Expo 2015 i Milano skal nok være aktuel og relevant!!

Følg med i hvad der sker i Milano på Expo 2015 Milanos website. Billetsalget er allerede åbent.

Book fly og hotel i god tid, hvis du vil på storbyferie til Milano under Expo 2015, hvis du vil have en god pris.

No comments yet.

Skriv et svar